Ejendommen er placeret i den nord-østlige del af Christianshavns Kvarter der historisk er kaldet 'Benenden', i gaderne der er kendt som 'Aladdin-kvarteret', flankeret af Christianshavns Kanal og Prinsessegade, og er opført i 1902. Ejendommen består af to huse, med adresse på to gader, Brobergsgade nr. 6, 8, 12, 14 og 16 og Burmeistersgade nr. 1B. Ejendommen er 'delt' på midten af det gamle børneasyl, hvis bygning i dag benyttes af kommunen som fritidshjem. Oprindeligt blev disse gader, og andre nabogader, samt ejendommene opført som beboelse til arbejderne på skibsværftet Burmeister & Wain på Refshaleøen. Brobergsgade er en af de sidste brede brostensbelagte gader i København K. Ejendommen er klassificeret bevaringsværdig af Kulturstyrelsen.

Husene er femetagers boligbebyggelse med kælderareal og kiploft, og danner rammerne for 68 ejerlejligheder og 2 erhvervsejerlejligheder. Lejlighedstørrelserne går fra små et-værelses til større med flere værelser. Cirka halvdelen af lejlighederne har altan af nyere årgang, der alle er placeret på gårdsiden, mod syd-vest eller vest.

Gården strækker sig i fuld længde, og danner en fin passage mellem opgangene langs bagsiden af bygningerne. I gården er der skure til cykler og skralderum, og bænke placeret i den sydvendte retning. Gården har flere grønne områder med store træer og mindre blomsterbede, samt et haveareal med græs. Gården har en gynge, og der er adgang via låge til Christianshavns Skoles udearealer.